Wobler og blink

Stort set alt, hvad jeg har lært omkring havørredfiskeri, bunder i mange års intensivt fiskeri med blink og wobler. Så selv om jeg har en passion for spinnefiskeri med bombardaflåd på kysten, må jeg dog indrømme, at det traditionelle fiskeri med blink og wobler stadig står mit hjerte nært.

Jeg bruger som udgangspunkt altid blink eller wobler til mit opsøgende fiskeri på kysten, da dette specielt på ’nye’ pladser med kun ringe eller intet fiskepres, er alt andet overlegent.

Så længe farven blot er lys

Blandt kystfiskere har det alle dage været et stort diskussionsemne, hvilke blink og woblere og hvilke farver, der fisker bedst på de forskellige årstider. Jeg har lavet utallige test med farver og agn og mener i dag, at have fået et godt overblik over, hvad der skal til, for at et blink eller en wobler fisker godt. Det handler som udgangspunkt mere om bevægelsesmønster og agnens størrelse end om, hvilke farver man fisker med.

Dog er jeg ikke i tvivl om, at agn i lyse nuancer og helt hvide agn året rundt er et godt udgangspunkt.

Den går godt i vandet

Jeg tror, alle kender vendingen, at en agn ’går godt i vandet’. Og det kan da også godt være, at vi lystfiskere synes, en wobler eller et blink har en lokkende gang, men det er desværre ikke altid, at havørreden er af samme mening.

Jeg har utallige eksempler på dage, hvor en agn, som de fleste lystfiskeri ville mene går ’dårligt’ i vandet, alligevel totalt kan udfiske agn med et vildt og ’overbevisende’ bevægelsesmønster. Dette er nok en af de større og opdagelser, jeg og mine nærmeste kammerater har gjort de seneste 5-6 år, hvor jeg har arbejdet på at analysere dette fænomen.

Der kan være flere grunde til, at en fisk vælger en agn med et ”kedeligt” bevægelses mønster. Det er oftest på pladser, hvor der er blevet fisket hårdt på havørrederne i en længere periode, med alle de populære agn, der har de flotte og ofte voldsomme bevægelse. Disse ”kedelige” agn, der næsten går ”lige i vandet, har deres store force på netop sådanne pladser. Jeg har dog flere gange oplevet, at selv fisk på pladser uden fiskepres, klart foretrækker den ”kedelig” agn, dette er lidt spændende og jeg roder stadig lidt med, hvad årsagen her kan være. De gange jeg har oplevet dette, er i det tidlige forår og næsten altid i fjord områder, så om det beror på vandtemperatur eller de fødeemner de tager til sig, har jeg endnu ikke helt styr på, men med den analyserende måde jeg dyrker mit fiskeri på, skal der nok vise sige nogen svar inden for et par sæsoner.

Begræns udvalget

Jeg mener kun, at der findes 4-5 forskellige varianter af bevægelsesmønstre på de agn, vi alle går og fisker med. Så hvor andre lystfiskere står i en grejforretning ser en væg med måske 150 tilsyneladende forskellige blink og woblere, kan jeg stå ved siden af og koge det ned til 4-5 typer i hele den parade af agn, der er hængt op for snuden af vi lystfiskere.

Jeg tror, man gør sig selv en tjeneste ved at udvælge 4-5 agn, der repræsenterer de forskellige bevægelsesmønstre, og så ellers sørge for, at have hver af disse agn i tre forskellige vægtklasser. På den måde har man også gjort det nemmere for en selv, at få lært æskens begrænsede udvalgt at kende og få noget erfaring med, i hvilke fiskesituationer de hver især har deres force. For at illustrere dette, vil jeg præsentere fire forskellige blink og woblere, som repræsenterer forskellige typer af bevægelsesmønster.

Stripper. Dette blink har en meget ukontrolleret gang i vandet samt en karakteristisk ’rystende’ bevægelse, som tydeligt mærkes i stangspidsen, når man spinner ind. Der findes andre agn med samme rystende bevægelse – eksempelvis Snapsen og Fladbukken – og prøver man sig frem, vil man opdage, at flere andre blink på markedet har denne egenskab. Jeg bruger Stripperen i 12, 15 og 17 gram.

Læg i øvrigt mærke til, at Stripper-blinket er helt hvidt. Det bygger på en teori om albinoen, som skaberen af Stripperen, Kent Andersen, har givet følgende eksempel på: Hvis man lukker en ræv ind i en hønsegård med 100 høns, hvor blot en af hønsene er albino, altså helt hvid, så vil ræven hver gang tage netop den høne først. Om dette virkelig er tilfældet, ved jeg ikke, men teorien er da ret sjov. Og én ting er sikker, hvide blink – og fluer for den sags skyld – har vist sig at være eminent gode til havørreder.

Smelt. Det gode gamle Smelt-blink i 15 gram har en karakteristisk evne til at rotere om sin egen akse, når det bliver spundet ind i jævnt tempo. Andre danske kystblink med dette bevægelsesmønster er Stripspinner, Snurrebassen og Jensen Tobis. Og så er der selvfølgelig ’den ægte’ spinner, som også kan være en giftig agn på kysten.

Igennem en årrække fiskede jeg med ægte spinner på kysten, men har siden fundet bedre alternativer i form af de nævnte blink, der roterer om deres egen akse. Dertil kaster blink bedre end en spinner – og spinner ikke i samme grad linen, hvilket kan give problemer med linekink. Derfor bruger jeg ikke længere spinner på kysten.

Den Stive. Denne moderne fynske wobler slår store, langsomme slag ud til siderne, hvilket kan imitere en syg fisk. Der er flere woblere på markedet med denne særlige gang i vandet, men kun få med så markante udslag som Den Stive. Jeg bruger versionen på 17 gram.

Snapper. Denne blinktype kendetegnes ved et kontrolleret bevægelsesmønster, det vil sige, at agnen laver den samme flotte bevægelse igen og igen, uden at kæntre eller rotere – hvis man vel og mærke spinner den ind i et jævnt tempo. Andre blink med denne egenskab er Boss-blinket, Osten, Salty og mange lignende danske kystblink. Jeg bruger Snapperen i 10 gram.

Som jeg beskriver her, hvor jeg bruger vendingen jævn indspinning, er det utrolig vigtigt at lære at spinne sine agn ind i et kontrolleret tempo, der passer nøjagtigt til den agn, man fisker med. Derfor får man også mest ud af at lære sine agn rigtig godt at kende, og ikke arbejde med alt for mange forskellige blink og woblere i sin æske ad gangen. Et blink som eksempelvis Sømmet, spinder jeg meget hurtigt ind og hver 6-7 omgang laver jeg 3-4 hårde ryk med stangspidsen, der næsten får blinket til at springe ud af vandet. Denne teknik er hamrende effektiv til netop Sømmet, men er direkte ødelæggende for eksempelvis Stripperen, der herved får ødelagt sin i forvejen fine ukontrollerede gang i vandet. Det gode ved et blink som Stripperen er, at den gør det meste af arbejdet selv, det vil sige, at man ikke behøver at lave så mange ” numre med stangspidsen, da agnen i sig selv er så varieret i sin gang, at det ikke er nødvendigt, når man først har fundet rytmen og indspinningshastigheden i blinket.

Spinstop er noget jeg tit omtaler, og det lyder let, men det kræver en del træning at lave det perfekte stop. Når det foregår med blink og woblere, er det meget vigtigt, at man ved. hvordan den agn man fisker med, reagerer på stoppet. Der er generelt 2 former for spinstop, et med løs line og et med stram line. Det sidste er det, som jeg beskriver og kalder hængene spinstop i Havørredens Hemmeligheder 3. Det går i al sin enkelthed ud på, at man har kontakt til agnen, imens den synker, så stoppet skal laves roligt, hvor hastigheden langsomt sænkes ned til stoppet, således agnen ikke fortsætter fremad i vandet og derved skaber løsline imellem stang og agn. Dette hængende spinstop er vigtigt at kunne, specielt når man fisker med agn, der som jeg har beskrevet tidligere roterer som en spinder i vandet. I forbindelse med dette stop, kan man med øvelse få agnen til at ” hænge” og rotere videre i selve stoppet, hvilket havørrederne sjældent kan stå for.

Sort Cigar foran blinket i nattemørket

Der sidder næsten altid en ophængerflue foran mit blink eller min wobler. Selv når jeg ikke fisker med ophænger, har jeg altid klargjort en lille tafs foran blinket, så jeg lynhurtigt kan montere en flue, hvis jeg pludselig får brug for det.

Det kan for eksempel være i situationer, hvor jeg fisker ind i tusmørket. Her monterer jeg altid den Sorte Cigarflue på tavsen foran blinket, lige inden det bliver helt mørkt. Indspinningen foregår med højt løftet stangspids, der får Cigaren til at bryde overfladen foran blinket de sidste 20 meter, inden blinket når helt ind til mig. Jeg skulle hilse og sige, at dette lille fif kan være endog meget giftigt – specielt over for trækkende efterårsfisk.

Bliv du’s med ophængeren

At fiske med ophængerflue er noget, der skal bygges ind under huden og har man først vænnet sig til, at den sidder foran blinket eller wobleren, virker det fuldstændig forkert at fiske uden.

Jeg kender mange, som ikke rigtig gider at montere en ophængerflue. De har måske aldrig rigtig givet ophængeren en chance. Og de gange, de har gjort det, har de været irriteret over, at de er kommet til at køre flue og ophængertafs inden for topøjet og så har måttet stå og fumle med, at få den kludret ud igen.

Mange har også problemer med at binde en ordentlig knude, der kan holde. Mit råd er, at man vænner sig til hjemmefra at montere ophængeren hver gang og at man så fisker med den, indtil man har vænnet sig til, at den sidder der på godt og ondt. Først herefter begynder man at få rigtig succes med den.

Fast ophængerknude

Jeg monterer ophængerfluen som fast ophænger, det vil sige, at den ikke kan glide ned til blinket, når fisken hugger. Det er min erfaring, at det giver en mere sikker krogning.

Man skulle tro, at blinket tit ville hægte sig fast i tangplanter eller være til gene under fighten, når det hænger og flagrer bagefter fluen, men det sker faktisk yderst sjældent, at den faste montering skaber problemer.

Hæng fluen i en løkke

Til tafsen bruger jeg altid fluorocarbon i 0,29-033 mm. Fluen monteres med en såkaldt Rapala-løkkeknude. Det er i øvrigt den knude, jeg altid bruger til fluer. Den sikrer nemlig fluen optimal bevægelsesfrihed og dermed liv i vandet.

Ophængerfluer med særlige egenskaber

Ophængerfluerne er bundet specielt til formålet. Jeg ønsker nemlig, at de besidder nogle egenskaber, som’normale’ fluer ikke har. Mønstrene kan godt være de samme, men jeg sørger altid for, at de er så lette som muligt, det vil sige ingen vægtbelastning eller kuglekædeøjne, som tynger fluen.

At fluen er let, betyder, at den bedre ’slipper’ hovedlinen og ikke hele tiden snor sig omkring linen. Det er dog vigtigt at tænke på, at man lige som med ’bombardafluerne’ ikke binder ophængerfluer på kroge, der er for tynde i godset – igen på grund af den kontante fletline, som ikke kan afbøde en stor fisks voldsomme rusk. Derfor skal fluekrogen kunne modstå et større pres, uden at knække eller blive rettet ud.

Indspinning

Der er mange forskellige måder at spinne ind på, og det er svært at give en opskrift på, hvad der er ’rigtigt’. Det hele handler meget om temperament og om de blink og woblere, man fisker med.

Jeg tit set folk, som under fiskeri med bombarda og flue konstant jigger med stangspidsen, imens de møller ind på hjulet. Det kan ganske vist være ret effektivt, men ikke altid og ikke med alle typer fluer.

Variation fryder

Vigtigst er uden tvivl at have en varieret indspinnings-teknik. Husk, at havørreden ikke altid falder for de vilde og voldsomme bevægelser og smarte teknikker. Tit og ofte er en lidt kedelig indspinning den rette medicin. Altså indspinning i jævnt, roligt tempo kun afbrudt af enkelte spinstop. Det glemmer rigtig mange lystfiskere.

Under opsøgende fiskeri spinner jeg ind i et jævnt og forholdsvis hurtigt tempo og indlægger enkelte, hurtige spinstop samt et jig eller to med stangspidsen i ny og næ. Først når jeg ser eller mærker fisk, der ikke rigtigt vil hugge, begynder jeg på diverse kunster og småtricks, som for eksempel at jigge agnen hele vejen ind i allerbedste Jerk Bait-stil. Det udløser tit et hug.

Fuld kraft frem – og så et spinstop

Virker det ikke at jigge, så prøver jeg at spurte agnen ind i overfladen. Mens jeg møller ind, holder jeg skarpt øje med området lige bag agnen. Rejser der sig en trykbølge fra en havørred, som følger efter agnen, speeder jeg yderligere op 3-4 omgange på hjulet og så BOM! laver jeg et spinstop. Tit er det den udløsende faktor: Havørreden har fuld fart på, og slår til i samme sekund, fluen eller blinket står stille.

Sidste chance – inden ørredgarnet kastes ud Den sidste mulighed, kommer i anvendelse, lige inden jeg sætter et ørredgarn i ren frustration… Den går ud på at spinne ind i normalt tempo, hvor jeg så håber, at havørreden følger efter.

Når blinket er 10 meter foran mig, laver jeg et laaangt spinstop. Blinket får simpelthen lov til at dale helt ned på bunden, hvor jeg lader det ligge omkring 10 sekunder. Flere gange har jeg i den situation set, havørreden cirkle omkring blinket og ende med at samle det op. Det er ret nervepirrende! Modhugget er ikke noget problem i den situation. Som regel spurter ørreden af sted med blinket efter at have samlet det op fra bunden og kroger dermed sig selv.

Så prøv det laaange spinstop, når en havørred følger efter. Lav spinstoppet så langt, at det enten ender med et hug eller et bundhug! Det er ret fascinerende at fange en havørred, som hugger agnen on the drop!

Share and Enjoy:
  • Print
  • Digg
  • StumbleUpon
  • del.icio.us
  • Facebook
  • Yahoo! Buzz
  • Twitter
  • Google Bookmarks

Der er lukket for kommentarer.